Vej-eu.dk
KOMMENDE KURSERUNDERVISEREBETALING MMNYHEDEROM VEJ-EU
  SØG
Esben Carlsen fortæller om sin tid som trainee i vejsektoren
27. februar 2019

Hej, mit navn er Esben Carlsen, og jeg har de sidste to år været Trainee i Vejsektoren hos VEJ-EU – ét år hos vejdirektoratet og ét år hos NCC Industry.

Jeg har på mine to år som trainee udviklet mig både fagligt inden for vejsektoren, men også socialt fordi jeg har arbejdet i forskellige miljøer og med forskellige personligheder. Jeg startede på Vejdirektoratets tilsynskontor ved Herning-Holstebro Motorvejen. Her var min største udfordring at forholde mig til de forskellige underentreprenører i forskellige situationer. Der var mange underentreprenører, da det store motorvejsprojekt var delt op i flere forskellige entrepriser, og jeg erfarede, at det ikke var dem alle, der var lige nemme at arbejde sammen med.

Jeg skulle have brugt hele det første år på tilsynskontoret, men efter et halvt år fik jeg gennem mit netværk chancen for at følge min passion: projektering. Jeg havde tidligere været praktikant på Vejdirektoratets projektkontor i Skanderborg, og jeg fik nu lov til at bruge den sidste halvdel af min tid ved Vejdirektoratet der. Det store kontor i Skanderborg var noget helt andet end tilsynskontoret. Der var blandt andet en kantine, som jeg nød godt af, men det var også helt andre rammer og mange flere mennesker. Arbejdsopgaverne var også nogle helt andre. I stedet for at køre ud i marken og snakke med underentreprenører, brugte jeg det meste af tiden i Skanderborg på at sidde på kontoret og projektere i OpenRoads. Vejdirektoratet var et godt sted for mig at lære, for havde jeg et problem eller noget, jeg ikke forstod i en vejregel, var der ikke langt til nogle af dem, der har været med til at skrive vejreglerne – i nogle tilfælde sad personen på kontoret lige ved siden af. Men det var også en udfordring at arbejde i Vejdirektoratet. Jeg skulle udvikle arbejdsprocesser, fordi det stadig var forholdsvist nyt for Vejdirektoratet at projektere i 3D, samtidig med at jeg selv skulle lære det nye program, OpenRoads, at kende. Der var heldigvis masser af hjælp at hente fra de gode kolleger.

Den sidste del af mit traineeforløb blev igen en stor omvæltning. Jeg skiftede det store kontor i Skanderborg ud med et mindre kontor i Trige, der lå i forbindelse med et asfaltværk. Jeg var nu kommet ud på den anden side af bordet, hvor jeg skulle lære at kalkulere omkostninger af asfaltmaterialer, maskiner og mandskab til projekter som dem, jeg tidligere havde projekteret. Det krævede en anden tilgang, men der var stadig dele af min projekteringserfaring, jeg kunne bruge til bedre at forstå nogle af projekterne. Jeg var ved NCC Industry i et år, hvor jeg prøvede kræfter med helt små opgaver, som en indkørsel på 300 m2, og større projekter som slidlagsudskiftning på rastepladser og landeveje. Jeg har både kalkuleret på kontoret og været entrepriseleder ude i marken, når projekterne skulle realiseres. Jeg har endda været ude at lege landmåler, da der skulle nivelleres på Herning-Holstebro Motorvejen. Det var heldigvis fantastisk vejr den sommer, så det var en ren fornøjelse.

Jeg har igennem de to år lært en masse og fået en masse erfaringer fra flere sider af vejsektoren, som jeg kan tage med mig videre. Samtidig har jeg lært at navigere mellem forskellige arbejdspladser og dynamikker samt forskellige arbejdssituationer og -udfordringer.

KONTAKT VEJ-EU
Sekretariatet
Bestyrelsen
Trainees
VEJ-EU  |  Guldalderen 12  |  2640 Hedehusene  |  Tlf.: 7217 0217  |  CVR: 86632012  |  EAN: 5790001900410  |  faktura@vej-eu.dk  |  info@vej-eu.dk